Selv om landet er ramt af en hedebølge, og der mange steder er knastørt, er der ikke umiddelbart et afbrændingsforbud på vej.
Det siger sekretariatsleder Bjarne Nigaard fra Danske Beredskaber.
– Det er alle beredskabernes opfattelse og indtryk, at folk indtil videre tænker sig om og udviser agtpågivenhed, siger han.
Den seneste uges tid har de kommunale beredskaber rykket ud til godt 100 natur- og markbrande. Det er lidt over gennemsnittet, men ikke noget, der ifølge Bjarne Nigaard berettiger til at indføre et forbud mod åben ild.
– Vi ligger en lille smule højere, men det er ikke alarmerende. Høsten er i gang, og det medfører uundgåeligt ekstra udkald, siger sekretariatslederen.
De fleste husker den ekstremt varme og tørre sommer i 2018. Dengang blev der indført et landsdækkende afbrændingsforbud allerede i starten af juli.
– Til forskel fra dengang er varmen først kommet senere i år. Vegetationen er længere fremme og har nået at suge væde til sig.
– Og så har vi heller ikke haft så lang en periode med stabilt varmt og tørt vejr som dengang, siger Bjarne Nigaard.
Men der er tørt derude, og uforsigtig omgang med engangsgrillen kan hurtig starte en naturbrand.
Hos Danmarks Meteorologiske Institut er tørkeindekset over store dele af landet oppe i det røde felt. Men det tyder på, at der er et skifte på vej.
/ritzau/
Foto: Falck