Forleden præsenterede regeringen sit udspil til et politiforlig, som gerne skulle resultere i flere betjente – herunder 150 nye lokalbetjente.
En solid del af finansieringen til forslaget, skal komme fra fartbøder. Det viser en oversigt over finansieringskilderne til regeringens forslag.
Her fremgår det, at der samlet skal findes 302 millioner kroner frem til og med 2024 fra “yderligere ATK-vogne”, bedre kendt som fotovogne.
Regeringen regner med 34 millioner kroner i 2022 og 134 millioner kroner i hvert af årene 2023 og 2024, altså samlet 302 millioner kroner
Justitsministeriet oplyser, at planen er, at der skal komme 25 nye ATK-vogne i perioden. Det svarer til, at hver vogn i 2023 giver et overskud til statskassen på 5,4 millioner kroner om året.
Forslaget om at lade flere fotovogne betale en del af finasieringen bliver dog ikke modtaget med jublende arme hos bilejernes interesseorganisation FDM:
– Det er rigtigt uheldigt, når man begynder at bruge fartbøder som et finansieringsmiddel. At man rent faktisk budgettere med, at der skal udskrives flere fartbøder, siger chefkonsulent i FDM, Dennis Lange.
– Det skulle gerne være sådan, at man arbejder for, at færre mennesker kører for stærkt. Her går man nærmest den modsatte vej. Fartkontrol skal ikke handle om at fylde statskassen, men trafiksikkerhed, siger han.
En evaluering fra Vejdirektoratet i 2019 viste, at der fra 1. oktober 2018 til 14. marts 2019 var givet 181.615 bøder fra fotovogne og 37.183 bøder fra stærekasser. Samlet svarede det til en “potentiel maksimal bødesum” på 327 millioner kroner.
På det tidspunkt var der 20 stærekasser og 82 fotovogne.
/ritzau/
LÆS OGSÅ: