Bjarke Christensen forlænger med Mors-Thy Håndbold

Mors-Thy Håndbold og Bjarke Christensen har lagt yderligere et år på den nuværende aftale.

Den 28-årige venstrefløj kom til klubben fra Skjern Håndbold i vinterpausen.

– Jeg har valgt at forlænge, fordi Mors-Thy Håndbold har indfriet mine forventninger til fulde. Jeg har en stor rolle på holdet, stor tillid fra trænerne og allervigtigst, så har jeg fået spilleglæden tilbage. Det er en fornøjelse at spille i en klub med en stærk træningskultur, som er med til at lægge yderligere lag på mit spil, og som i sidste ende kan hjælpe mig med at nå mine personlige karrieremål, ligesom trænersetuppet med Jonas Wille og Lars Krarup også har været med til at gøre mit valg nemmere, udtaler Bjarke Christensen i en pressemeddelelse.

Også sportsdirektør Henrik Hedegaard er tilfreds med udsigten til endnu flere kampe med Bjarke Christensen i den blå trøje:

– Mors-Thy Håndbold og Bjarke har vist sig at være et endnu bedre match, end vi havde turde håbet på, og at det nu er mundet ud i en forlængelse, er vi glade for. Bjarkes rutine fornægter sig ikke, og jeg sikker på, at han med sin tilgang til håndbolden kommer til at bidrage og føre en masse brugbart til sit hold på og udenfor banen og til klubben generelt.

Med kontraktforlængelsen bliver Bjarke Christensen i klubben frem til den 30. juni 2023.

Foto: Mors-Thy Håndbold

Forfatter

Related posts

Top