Ny aftale kompenserer forældre som venter på børns coronatest

Regeringen har torsdag indgået en aftale med arbejdsmarkedets parter om en midlertidig ret til dagpenge.

Aftalen skal hjælpe forældre, der bliver nødt til at opholde sig hjemme i en periode, mens deres børn venter på at få foretaget en coronatest.

Forældrene skal ifølge aftalen have ret til en kompensation, der ligger i niveauet for barselsdagpenge. Ordningen omfatter forældre, der har børn i alderen til og med 13 år.

– Det vigtige med denne aftale er, at det forhåbentlig, uanset hvor meget det ender med at blive brugt, leverer noget tryghed til den enkelte familie om, at de samtidig har noget forsørgelse, mens en lokal nedlukning står på, hvis man skulle være så uheldig at blive omfattet af en sådan, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) om aftalen.

Han understreger, at ordningen først skal vedtages med en hastelovgivning, hvor et politisk flertal blandt Folketingets partier skal være med.

På grund af de stigende smittetal med covid-19 skal man nogle steder vente tre eller fire dage på at blive testet.

Det betyder, at nogle forældre kommer til at bruge deres ferie-, fri- og omsorgsdage i perioden, hvor de er hjemme hos børnene.

Ordningen ventes at træde i kraft 1. oktober og står til at udløbe ved årsskiftet.

/ritzau/

Foto: Line Bloch Klostergaard, Region Nordjylland

Forfatter
Tags ,

Related posts

Top