Frivillige kan få hjælp til at fjerne affald fra danske strande

Affald og plastik hører ikke til på de danske strande. Alligevel kan man mange steder finde kapsler, dåser, poser, plastiklåg, dunke, cigaretskod, bøjer og fiskegarn i sandet langs kysterne.

Heldigvis er der hjælp at hente i Miljø- og Fødevareministeriets strandoprydningspulje, som idag for tredje gang åbner for ansøgninger.

Både offentlige myndigheder, private selskaber og almindelige borgere kan ansøge om tilskud til at fjerne plastik og andet affald fra de danske strande og kyster. Man kan få op til 500.000 kr. til skraldeposer, forplejning, leje af udstyr og lignende.

– Naturen skal være natur – ikke skraldespand. Strandoprydningspuljen er en håndsrækning til de mange frivillige, som knokler med at holde strandene fri for affald – så alle andre kan nyde en tur langs kysterne i vores fantastiske natur, siger miljøminister Lea Wermelin.

Flere initiativer skal begrænse plastikforurening
Strandoprydningspuljen er et af flere initiativer, som skal begrænse plastikforurening og overforbrug af plastik.

– Plastik og andet henkastet affald er en trussel for vores dyr, natur og miljø. Derfor har jeg bl.a. forbudt gratis bæreposer fra 1. januar 2021, og vores forbrug af plastik-take-away-emballager skal være halveret i 2026. Fra næste sommer skal alle danskere desuden sortere i de samme ti affaldstyper, så vi kan få genanvendt langt flere ressourcer. Vi skal væk fra en brug og smid væk-kultur, og vi kan alle gøre en forskel, så affald ikke ender i naturen, siger miljøminister Lea Wermelin.

Der uddeles 2,1 mio. kr. i denne ansøgningsrunde. Aktiviteterne skal afholdes i 2020/2021.

Læs mere om hvordan man søger tilskud på Miljøstyrelsens hjemmeside HER.

Arkivfoto

Forfatter

Related posts

Top