Da coronakrisen toppede på arbejdsmarkedet, var der over 50.000 flere ledige end før krisen.
Siden er flere og flere ledige kommet i job. Det har nu ført til en situation, hvor ledighedsstigningen under coronakrisen er halveret. Det oplyser Dansk Industri med henvisning til tal fra Beskæftigelsesministeriet.
Ifølge ministeriet er ledigheden nu steget med 23.786 personer fra og med 9. marts, hvor coronakrisen for alvor tog fat i Danmark.
Det er altså cirka det halve, i forhold til da antallet af ledige under krisen lå på over 50.000 personer.
– Det er en rigtig god udvikling, vi ser på arbejdsmarkedet lige nu, siger Steen Nielsen, der er vicedirektør i Dansk Industri, i en skriftlig kommentar.
Han forklarer, at udviklingen har været undervejs i noget tid.
Efter at de officielle ledighedstal fra Danmarks Statistik viste et fald i juni og juli, så har daglige ledighedstal fra Beskæftigelsesministeriet vist, at antallet af ledige er fortsat med at falde støt fra uge til uge siden starte af august.
/ritzau/