Pandemien har sat skub i ældres nethandel

Rekordmange danskere hiver varer ned fra de virtuelle hylder i danske og udenlandske webshops.

Således svarer 79 pct. af alle danskere mellem 16 og 74 år, at de har handlet på nettet inden for de seneste tre måneder, svarende til rundt regnet 3,4 millioner nethandlende personer. Det er 7 pct. procent flere end i 2019, hvor 3,2 millioner handlede på nettet, svarende til 74 pct. af alle danskere i førnævnte aldersgruppe. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

– Antallet af danskere, som handler via nettet tager et markant spring opad i 2020. Mellem 2019 og 2020 er der kommet 220.000 nye internethandlende, hvilket er det største antal nye internethandlende siden 2007, forklarer chefkonsulent i Danmarks Statistik Agnes Tassy.

– Noget tyder altså på, at COVID-19 i den grad har pustet til et allerede ret mættet marked.

Besvarelserne i denne undersøgelse blev indsamlet i månederne marts-maj 2020, og beskriver danskernes internethandel inden for de seneste tre måneder før besvarelsestidspunktet. Det betyder, at året 2020 i statistikken både belyser nethandel før og under nedlukningen af samfundet.

Andel af befolkningen som har handlet på nettet (seneste tre måneder). Kilde: Danmarks Statistik

Nethandlen er i perioden 2019-2020 vokset mest i den ældre del af befolkningen. Blandt de 70-74 årige steg antallet af personer, som havde handlet på nettet med 16 pct., hvilket er den højeste relative vækst set i alle aldersgrupper.

Væksten i de ældres nethandel betød, at hvor 45 pct. af alle danskere mellem 70-74 år i 2019 havde handlet på nettet inden for de seneste tre måneder, så havde 53 pct. gjort det samme i 2020.

Forfatter
Tags

Related posts

Top