Fra imorgen, lørdag den 19. september, klokken 12 skal borgerne i Thisted og omegn kun forholde sig til én adresse, når de skal testes for corona.
Nemlig Højtoftevej 2, 7700 Thisted.
Testcenter Danmark rykker nemlig teltpløkkerne op og flytter op på Thisted Sygehus, hvor sundhedssporet allerede har bosat sig. Dermed kommer de to spor altså til at dele adresse.
Det sker for at sikre gode flows og let tilgængelighed for borgerne.
– Den seneste udvikling vidner om, at vi kan se frem til en lang periode, hvor der skal testes massivt – og derfor har vi nu skabt arbejdsforhold, der også er bæredygtige, når det koldere vejr rammer os og de hvide telte ikke kan holde kulden ude, siger Tina Beith, afsnitsledende bioanalytiker for Testcenter Danmark i Region Nordjylland.
Men der er også andre fordele ved, at de to testenheder får samme adresse – dog med hver sin indgang.
– Ved at bo sammen hver for sig, er der bedre muligheder for at hjælpes ad, hvis den ene part får særligt travlt. På den måde sikrer vi et godt flow. Det bliver også nemmere for borgerne, der kun skal forholde sig til, at der er en testadresse i Thisted, siger Grethe Irene Kirk, matrikelchef på Thisted Sygehus.
Foto: Line Bloch Klostergaard