Andre regioner sender coronahjælp til Nordjylland

Region Nordjylland får nu hjælp fra andre regioner, da der ses et stigende og stort smittetal i størstedelen af de nordjyske kommuner. Dermed øges testkapaciteten.

Samtidig er 18 af regionens podere blevet hjemsendt, da en enkelt poder har vist sig smittet med coronavirus.

– Vi oplever et meget stort pres for at lade sig teste. Det skyldes de bekymrende smittetal fordelt i hele regionen. Derfor er det utroligt godt, at andre regioner nu prioriterer nogle af deres testressourcer til Nordjylland, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).

Hun fortæller, at regionen konstant arbejder benhårdt på at øge testkapaciteten.

– Den meget store testaktivitet sammenholdt med at 18 podere nu er hjemsendt, gør at vi rækker hånden ud til andre regioner, og de har på under halvanden time sørget for at sætte hurtigt ind hos os, så vi opmander midlertidigt med tre testbiler og 11 ekstra podere, siger Ulla Astman.

Aktuelt er der ved at blive oprettet endnu flere faste teststeder i hele regionen, så der kommer et nært og hurtigt testtilbud til alle nordjyder.

Samtidig er der også allerede flere gange blevet opjusteret på antallet af mobile testenheder, som kører ud til de steder, hvor der er størst behov.

Foto: Line Bloch Klostergaard, Region Nordjylland

Forfatter

Related posts

Top