Læserbrev: Politiet skal komme, når vi har brug for dem

Læserbrev af
Torsten Schack Pedersen, MF(V) Thisted-kredsen

En undersøgelse foretaget af Altinget i 2019 viser, at mere end hver 3. dansker ikke har tillid til, at politiet kommer, når der er brug for dem. Desværre findes der flere undersøgelser, som fortæller den samme historie. For nyligt kunne man i Nordjyske læse, at 33 % af borgerne på Mors, er utilfredse med politiets manglende synlighed. Ingen andre steder i Nordjylland når utilfredsheden tilsvarende højder. Lange responstider er med til at skabe utryghed for borgere.

Det er bekymrende.

Det er en af Venstres vigtigste mærkesager, at vi i Danmark har et stærkt, hurtigt og borgernært politi, som danskerne kan trække på, når det er nødvendigt. Venstre ønsker derfor, at der bliver indført en politigaranti.

Det betyder i al sin enkelhed, at man som borger i Danmark skal kunne være sikker på, at politiet hurtigt og effektivt rykker ud, når man har brug for dem.

Dette indebærer selvsagt, at politiet skal tilføres væsentligt flere betjente på gadeplan i de kommende år, der kan sikre den nære borgerkontakt. Politiet gør et godt stykke arbejde og der er generelt tillid til, at politiet udfører deres arbejde ordentligt, men danskerne har brug for mere synligt politi, som kan skære udryknings og responstiderne samt forbedre den akutte præventive indsats.

Samtidig bliver vi nødt til at håndtere problemerne, der afstedkommes af kriminelle udlændinge. Mange steder i Danmark bliver der skabt utryghed, da store grupperinger ikke respekterer det danske samfunds normer.

Konkret går Venstre ind for, at myndighederne får bedre mulighed for at udstede opholdsforbud, som kan sikre, at grupper af utilpassede indvandrere og unge kan få et forbud mod at opholde sig i et bestemt område, hvis de chikanere beboerne, udviser truende adfærd, begår kriminalitet mm. Danmark skal og må aldrig blive et land, hvor man skal kigge sig over skulderen af frygt for at blive antastet af utilpassede unge, som ikke har forstået, hvordan man opfører sig i Danmark.

I den anledning er der også behov for at vurdere, hvorvidt politiet i dag har adgang til det bedste og nyeste tryghedsskabende teknologi. Det kan for eksempel være bedre overvågning i ghetto-områder og i nattelivet, samt teknologi, der kan forbedre nummerpladescannere og overvågning af motorvejsbroer.

Med disse teknologiske hjælpemidler er der ikke tale om masseovervågning af den danske befolkning, men derimod teknologi, der kan skabe mere tryghed for danskerne og være med til at aflaste vores politibetjente. Mere teknologi kan sikre, at politiet kan bruge deres tid på det vigtige borgernære politiarbejde frem for tunge overvågningsopgaver.

Det danske politi udfører et stort stykke arbejde og skaber tryghed i Danmark, men responstider er i store dele af landet stadig for lange og synligheden af betjente er ikke tilstrækkelig. Netop derfor går Venstre ind for at styrke politiet ved at forbedre politiets opklaringsmuligheder, udvide deres værktøjskasse, aflaste dem for de tunge overvågningsopgaver og have endnu flere dygtige betjente på gadeplan.

Foto: Katja Holm

Forfatter

Related posts

Top