Mors-Thy Håndbold forlænger med Tim Sørensen

Knapt er blækket på Tim Sørensens første aftale med Mors-Thy Håndbold blevet tørt, før de to parter er blevet enige om at lægge et år yderligere på aftalen.

Dermed er den 28-årige højrefløj at finde i den blå trøje til 30. juni 2023.

Den samlede kontraktperiode på tre år passer perfekt med den uddannelsesaftale, som Tim Sørensen har indgået med Mors-Thy Håndbolds hovedsponsor, Thisted Forsikring.

– Tim Sørensen har på sin korte tid i Mors-Thy Håndbold vist sit høje niveau, han har bibragt noget professionalisme, og så har han vist sig at være en rigtig god fyr, som passer godt ind på holdet og i klubben, så da Tim blev ansat som elev hos Thisted Forsikring, lå en kontraktforlængelse lige for, udtaler sortsdirektør Henrik Hedegaard.

– Vi kan godt være stolte over, at en spiller af Tims kaliber vælger Mors-Thy Håndbold, for det siger noget om, at vi er på rette vej med udviklingen af vores klub.

For Tim Sørensen har det været en let beslutning.

– Mine første måneder i Mors-Thy Håndbold har været fine. Jeg er kommet godt ind på holdet både spillemæssigt og socialt, og mine holdkammerater og trænere er gode, ligesom forholdene i klubben er det.

Han sætter pris på sin rolle på holdet:

– Jeg har fra start fået masser af tillid og er blevet tildelt en stor rolle af trænerteamet, ligesom min rolle også er anderledes end jeg tidligere har oplevet i kraft af, at jeg nu er en af de ældste i truppen. Alt det sammensat med klubbens spændende set-up, hvor der ikke er langt fra talentfuld ungdomsspiller til ligaen, det trives jeg godt i, og jeg er rigtigt glad for mit valg, siger Tim Sørensen.

Tim Sørensen blev hentet til klubben forud for denne sæson. Han kommer fra et udlandseventyr med bl.a. Champions League-deltagelse med svenske IFK Kristianstad samt to år hos Frisch auf Göppingen i den tyske Bundesliga – og med i håndboldbagagen er også 5 A-landskampe samt utallige U-landskampe, herunder U19 VM-guld.

Foto: Mors-Thy Håndbold

Forfatter

Related posts

Top