Handelschef vil gøre Thisted til Danmarks svar på New York

Hvis en idé er god i Thisted, så er den det -muligvis- også i Holstebro, Odense eller Køge.

Det synes at være filosofien i et netværk bestående af mere end 40 handelsbyer fordelt over hele landet – et netværk som Thy Detailforum er en del af.

– Netværket giver os viden, vi helt konkret kan bruge lokalt. Det er vigtigt for os, at vi arbejder både på de strategiske og jordnære flader, når vi ser ind i fremtidens detailhandel, fortæller handelschef Michael Vendelbo, Thy Detailforum.

Han lægger ikke skjul på, at detailhandlen er presset fra flere sider og fremhæver både den stigende nethandel og udfordringerne i kølvandet på corona-situationen.

Thisted er som foreløbig den eneste handelsby i Nordvestjylland en del af Netværket Citychefer.

Og netop under corona-krisen har netværket for alvor stået sin prøve og vist sit værd:

– Vi har løbende holdt virtuelle møder, hvor vi har delt ideer, good practise og ikke mindst fået svar på mange af de spørgsmål omkring, hvordan vi har skullet forholde os i forhold til Covid-19. Det har gjort, at vi lynhurtigt har kunnet agere i junglen af bekendtgørelser, vejledninger og forbud og omstille os til en ny virkelighed, fortæller Michael Vendelbo.

Mange ideer har spredt sig gennem netværket.

– Vi var f.eks nogle af de første i landet, der lavede vareudbringning og etablerede en webshop, ligesom hele ”Tour de Thy-projektet” vækker interesse – og her har mange kollegaer kigget til Thy for at hente inspiration. Men også andre tiltag som f.eks. ideen om at opsætte spritstandere i gågaderne. Det er en typisk ide, der spreder sig til hele landet gennem netværket, fortæller Michael Vendelbo.

Levende bymidter
Netværket Citychefer er blevet godkendt af Erhvervsministeriet som et sparringsorgan i ministeriets “partnerskab for levende bymidter”.

– Lige nu arbejder vi på, hvordan man kan skabe nogle levende bymidter både i og udenfor butikkernes åbningstid. Vi ved fra undersøgelser i Danmark og udlandet, at en levende bymidte populært sagt hele døgnet, giver en levende by, man har lyst til at bo i, fortæller Michael Vendelbo, der erkender at sammenligningen mellem Thisted og New York kan virke voldsomt.

– Men det er ikke uden grund, at New York har prædikatet ”The City, that never sleeps”. Det kunne jo være fantastisk, hvis bymidterne også har liv i morgentimerne og efter lukketid, påpeger handelschefen.

De 41 handelsbyer, som er repræsenteret i netværket, beskæftiger flere end 4.000 mennesker indenfor detailhandlen.

Forfatter

Related posts

Top