Her laves der mælk, så fuglene synger

Hos landmandsparret Jørga og Ebbe Hvelplund leverer de økologiske køer ikke kun mælk; de er også med til at lave natur.

Det fortalte Ebbe Hvelplund, da han og hans kone mandag havde besøg af 14 landbrugsskoleelever, folketingsmedlem Torsten Schack Pedersen (V) og repræsentanter fra SEGES, Mejeriforeningen og Thise Mejeri på parrets ejendom Østergaard i Brund nord for Thisted.

– Vores måde at drive landbrug på giver plads til et varieret dyreliv samt sjældne planter og blomster. Det gør det mere værdifuldt for os at være landmænd. Samtidig imødekommer vi en forventning fra samfundet om, at landbruget tager hensyn til naturen, fortæller Ebbe Hvelplund.

Med til at starte Thise Mejeri
Besøget på ejendommen var arrangeret af Mejeriforeningen som led i et treårigt projekt, der har fokus på bæredygtighed i mælke- og mejerisektoren.

– Jørga og Ebbes arbejde med biodiversitet i deres landbrug er et af de mange, gode eksempler på den grønne omstilling, som landbruget er i fuld gang med. Det er vigtigt, for vi har en bunden opgave i at forbedre naturens vilkår og samarbejde med den, lyder det fra Mejeriforeningens direktør, Jørgen Hald Christensen.

Ebbe og Jørga Hvelplund er medstiftere af Thise Mejeri og har leveret økologisk mælk til mejeriet siden 1988 – hele tiden med fokus på naturhensyn. Foto: mejeri.dk/Flemming Jeppesen

Ud over at være landmand er Ebbe Hvelplund som sin kone biolog. Parret lagde om til økologi i 1988 og var dengang med til at starte Thise Mejeri, som de stadig leverer mælk til.

Arrangementet på ejendommen ved Brund begyndte med en gåtur på en af de marker, hvor ejendommens 70 sortbrogede køer græsser.

– Afgræsningsmarkerne er en naturtype, som giver føde og skjul for harer, fugle og insekter. Kokasserne giver næring til biller og fluer. De er føde for fugle, som samtidig kan skjule deres reder og unger i det høje kløvergræs. Vi har fugle som lærker, viber og gul vipstjert på vores mark, og om sommeren går jeg i et lydhav af fuglesang. Det gør mig glad, fortæller Ebbe Hvelplund.

Diger danner grobund for mange planter
På ejendommens 70 ha jord har han bevaret to kilometer diger, der er grobund for en lang række planter. Det samme gælder en grøft, der blev skabt ved fritlægningen af et vandløb, som i over 80 år havde været dækket til og rørlagt.

På Jørga og Ebbe Hvelplunds ejendom er der både diger og grøftekanter, som rummer et rigt planteliv. ”Når man kender navnene på planterne, kommer man også til at holde af dem,” siger Ebbe Hvelplund. Foto: mejeri.dk/Flemming Jeppesen

– Udgravningen kostede os noget jordareal, men det var en gave til naturen. Grøften afvander markerne, så de ikke drukner i regnvand, og på skråningerne vokser mange vilde blomster, som tiltrækker sommerfugle og bier, lyder det fra Ebbe Hvelplund.

Terminerne skal betales
I den efterfølgende debat på loftet i stuehuset medgav han, at naturhensynet medfører en række udfordringer. Blandt andet hvad angår mælkeydelsen, som er 9.000 kilo årligt for hver af hans køer.

– Det er ikke en rekordstor produktion, men god for os, fordi vi også betragter naturen på vores jord som en del af ydelsen. Selvfølgelig skal vi have en vis effektivitet for at kunne betale terminerne, men at vide, at vi passer på noget vigtigt, har stor værdi for os, fastslår Ebbe Hvelplund.

Gå foran
Rettet direkte til de 14 elever fra Morsø Landbrugsskole understregede Thise Mejeris direktør, Poul Pedersen, at Ebbe og Jørga Hvelplunds driftsform viser, hvordan dansk landbrug kan gå foran og selv tage initiativer.

– Det er sjovere selv at levere end at være bagud og skulle trækkes til truget. Derfor skal I, som fremtidens landmænd, ikke se biodiversitet som noget, der bliver trukket ned over hovedet på jer, men som noget, I kan få økonomi i. Så kan I høre fuglefløjt på marken og fløjte, når I drikker rødvin fredag aften.

Det synspunkt bed Malthe Jensby Krejbjerg, elev på Morsø Landbrugsskole, mærke i.

– Jeg kan sagtens se perspektiver i at forvalte naturen og skabe biodiversitet, men jeg skal kunne lave en forretning ud af det. Landbrug er ikke en hobby, der skal penge på bordet.

Foto: mejeri.dk/Flemming Jeppesen

Forfatter

Related posts

Top