Alive-affald omdannes til kompost som skal bruges lokalt

For en lille måned siden deltog Esther Jexen Dall fra Alive Festivals sekretariat i en online workshop sammen med Roskilde Festival, NorthSide og tre festivaler fra Sverige og Holland.

Her blev der udvekslet ideer til, hvordan man genanvender bioaffald fra begivenheder, hvor mange mennesker er sammen.

Bl.a. kunne Esther Jexen Dall fortælle om, hvordan Alive Festival arbejder med sortering af affald, og hvordan en konkret udfordring er blevet løst via et samarbejde under CIP (Cirkulær Innovation i Partnerskab), hvor også Thisted Kommune samt mijøplanlæggere fra Aalborg Universitet er med. Det skriver Thisted Kommune på sin hjemmeside.

Alive Festival, som hvert år besøges af omkring 3000 gæster, har de seneste år haft fokus på sortering af madaffald, og sidste år blev der indsamlet et halvt ton, der blev transporteret til et biogasanlæg i Nørresundby.

Nu har Alive Festival har været i dialog med Champost i Gærup og har lavet en aftale om, at de godt vil aftage og håndtere affaldet fra Alive Festival på en måde, så det bliver omdannet til kompost – med et helt særligt formål.

– Vi vil lave et jordforbedringsprodukt, som kan bruges i for eksempel Christiansgave. På den måde giver vi noget tilbage til det område, der danner ramme for Alive Festival, siger Esther Jexen Dall, der mener at der er store perspektiver i at handle cirkulært, når det gælder bioaffald.

– Det kunne være spændende at tænke i alle events i Thisted Kommune, hvor der samles mange mennesker. Man kunne måske udvikle en rullende kompoststation, siger hun – med reference til Thy Rock, Thy Træf, dyrskue og Cold Hawaii Games.

Foto: Alive festival

 

Forfatter

Related posts

Top