Thisted Kommune: – Situationen er alvorlig

Flere lokale udbrud har gjort, at Thisted Kommunes farve på Sundhedsstyrelsens coronakort er ændret fra lys til mørk brun.

De senest opdaterede tal viser i skrivende stund, at der de sidste syv dage er konstateret 27 smittetilfælde i Thy.

– Der er derfor al mulig grund til at huske på de gældende retningslinjer i hele Thy og lade sig teste, hvis man har milde symptomer, oplyser Thisted Kommune i en pressemeddelelse.

Til det kommer nu også muligheden for, at man ved lette symptomer kan lade sig teste på det regionale testcenter ved sygehuset i Thisted uden en lægehenvisning.

Ingen nedlukning eller besøgsrestriktioner
Selv med det stigende smittetal og den alvorlige situation, har direktionen i Thisted Kommune endnu ikke fundet det nødvendigt at genindføre yderligere restriktioner på eksempelvis skoler, dagtilbud eller plejecentre.

– Situationen er uden tvivl alvorlig, men vi er ikke der hvor en nedlukning af eksempelvis alle bosteder, plejecentre eller samtlige skoler kommer på tale igen, understreger kommunaldirektør Ulrik Andersen. Han afslutter:

Kommunaldirektør i Thisted Ulrik Andersen. Foto: Thisted Kommune

– Så længe thyboerne bliver ved med at udvise en god coronaadfærd, og vores medarbejdere overholder retningslinjerne, så kan vi også blive ved med at have en hverdag, der er nogenlunde normal. Men oplever man symptomer, så er det en rigtig god ide at lade sig teste.

For alle administrative medarbejdere ved kommunen gælder, at man kun kan afholde absolut nødvendige fysiske møder på tværs af de forskellige afdelinger og arbejdssteder. Desuden vil kommunen begrænse fysiske møder med borgere og i videst muligt omfang gøre brug af Teams eller telefonisk kontakt. Derudover har alle medarbejdere i administrationen i forvejen fokus på at arbejde hjemmefra i et større omfang end normalt.

Styrelsen for Patientsikkerhed offentliggjorde desuden onsdag d. 21. oktober, at alle personer med lette symptomer, nu kan bestille en tid til test via coronaprøver.dk uden først at have en lægehenvisning.

Samtidigt blev det understreget, at man ved fremmøde på testcentret skal bære mundbind.

LÆS OGSÅ:

Borgere med milde symptomer kan nu selv booke coronatest

Foto: Line Bloch Klostergaard, Region Nordjylland

Forfatter

Related posts

Top