Krav om mundbind møder modstand

For at bremse den stigende coronasmitte skal danskerne fra i dag til at bære mundbind i supermarkeder, på biblioteker og mange andre steder, og nu viser der sig for første gang modstand og skepsis mod myndighedernes tiltag.

Det skriver Jyllands-Posten.

– For første gang under coronaepidemien ser vi en hård kerne af skeptikere, som reagerer afvisende og ikke støtter myndighedernes anbefaling af mundbind, siger professor Michael Bang Petersen til Jyllands-Posten.

Han tager afsæt i svar fra ca. 500 personer, som hver dag siden den 13. maj er blevet spurgt som led i en løbende undersøgelse af folks holdninger og handlinger under epidemien – det såkaldte Hope-projekt på Aarhus Universitet.

70 pct. støtter kravet om mundbind, men det ligger lavere end opbakningen til at aflyse offentlige og private arrangementer, som er ca. 90 pct. Til gengæld er støtten til et udgangsforbud og nedlukning af den offentlige transport endnu lavere end til mundbind, nemlig omkring 20 pct.

Lars Østergaard, professor på Aarhus Universitetshospital, ser to årsager til skepsissen. For det første er kravet »indgribende for mange«, og for det andet »har der også blandt fagfolk været en diskussion om effekten ved at bære mundbind«.

Forfatter
Tags

Related posts

Top