Den kollektive trafik vil næste år 2021 blive fuldt kompenseret for coronarelateret tab og merudgifter som følge af covid-19.
Regeringen besluttede før sommerferien, at der vil være fuld kompensation til trafikselskaberne for hele 2020, men som smitten har udviklet sig, vil der også være konsekvenser ind i 2021.
Derfor har regeringen netop indgået en ny aftale med KL og Danske Regioner om at fortsætte støtten i 2021 med en ramme på op til 362 millioner kroner. Det skriver Transport- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.
– Trafikselskaberne har i en helt usædvanlig situation leveret en sædvanlig god og stabil kollektiv transport. Det er afgørende for at holde samfundet i gang, og det er klart, at der er en regning, som vi også skal være med til at betale fra fællesskabets side, lyder det fra transportminister Benny Engelbrecht (S).
Aftalen betyder, at der ikke indføres serviceforringelser i det kommunale og regionale kollektive trafikniveau i 2021 set i forhold til niveauet før COVID-19.
På grund af den store usikkerhed omkring udviklingen i smitten har parterne samtidig aftalt, at såfremt udgifterne som følge af COVID-19 overstiger den afsatte ramme, skal en justering af rammen og håndteringen af udviklingen drøftes senest i forbindelse med forhandlingerne om kommunernes og regionernes økonomi for 2022.
Foto: NT