Corona skal sprittes væk: Beholdere med 25 liter tillades

Håndsprit er blevet fast inventar på arbejdspladser og i butikker. Men mange har også oplevet at stå foran en dispenser, der er løbet tør.

Nu er nye regler trådt i kraft, der tillader større beholdere. Indtil nu har det kun været muligt at sætte beholdere op med maksimalt én liter håndsprit. Men siden 1. november har det været muligt at opsætte beholdere med op til 25 liter håndsprit.

Der er to vigtige hensyn, der skal vejes op mod hinanden – sundhed og brandfare.

– Vi har vurderet, at det kan vi godt forsvare, så længe det tjener et sundhedsmæssigt formål, siger Allan Thomsen, souschef i afdelingen for brandforebyggelse under Beredskabsstyrelsen.

Der har ifølge souschefen været en efterspørgsel hos dele af erhvervslivet og eventbranchen for muligheden for at sætte større dispensere op.

– Vi forestiller os, at dem, der vil benytte den her lempelse, er steder med mange mennesker og et stort forbrug af håndsprit.

– Det kunne eksempelvis være butikscentre, lufthavne, koncertsteder eller sportsarenaer, siger Allan Thomsen.

Hvis der er tale om en flugtvej, gælder kravet om en beholder med maksimalt én liter håndsprit fortsat.

/ritzau/

Forfatter
Tags

Related posts

Top