Nordjyske restriktioner på vej

Regeringen vil indføre yderligere restriktioner i nordjyske kommuner, der er berørt af en coronamutation fra mink, oplyser statsministeren på et pressemøde.

Det vil sige, at de nye restriktioner også kommer til at ramme Thisted Kommune. De øvrige berørte kommuner er Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt, Vesthimmerland og Læsø.

Sundhedsmyndighederne har endnu ikke de konkrete tiltag og restriktioner klar, men ifølge statsministeren “vil der være tale om en nedlukning, der går længere end de restriktioner, der gælder i resten af Danmark”.

– Vi ved godt, at vi efterlader jer i Nordjylland i uvished til i morgen. Det beklager jeg. Men vi skal handle nu. Det drejer sig om liv og død ikke kun i Danmark, men i hele verden, siger hun.

Ifølge Mette Frederiksen vil myndighederne lave en konkret plan for, hvordan der bliver testet så mange som muligt fra de berørt områder i Region Nordjylland. Tiltagene vil blive præsenteret torsdag.

I følge Fødevarestyrelsen er der 40 minkfarme i Thy – på 18 af dem er der blevet konstateret coronavirus blandt minkene.

Hvordan de regionale restriktioner kommer til at se ud vil først blive meldt ud i løbet af i morgen.

På Mors findes der 18 minkfarme – ingen af dem er blevet ramt af coronavirus. Ikke desto mindre skal alle mink i Danmark aflives – en beslutning, som er en “katastrofe” for erhvervet.

Sådan lyder det fra Danske Minkavlere:

– Det er en de facto varig nedlukning og afvikling af pelsdyrerhvervet, og vi må umiddelbart se det som en ekspropriation af alle de berørte bedrifter og virksomheder.

– Det er en sort dag for os alle og for Danmark, siger Tage Pedersen, formand for Danske Minkavlere, i en kommentar.

LÆS OGSÅ:

Alle mink skal aflives: Muteret virus kan true covid 19-vaccine

Foto: Danske Minkavlere

Forfatter
Tags ,

Related posts

Top