Bliv på jeres efterskole indtil 3. december.
Sådan lyder opfordringen fra Efterskoleforeningen til eleverne på efterskoler i de syv nordjyske kommuner, der torsdag blev lukket ned.
I forbindelse med nedlukningen sendte sundhedsmyndighederne retningslinjer ud til de syv kommuner.
Her stod der, at efterskoleelever “ikke bør vende retur til skolen, hvis de tager hjem i weekenderne”.
Den formulering mener Efterskoleforeningen ikke, er stringent nok, da den kan fortolkes. Men foreningen har indtil videre sit eget bud på, hvordan skolerne bør læse reglerne.
– Sådan som vi tolker de nye retningslinjer, så skal eleverne, når de kommer tilbage på efterskolerne søndag, blive på efterskolerne de næste fire uger. Hvis de tager hjem, så skal de blive hjemme i restperioden.
– Man kan altså ikke drible frem og tilbage. Det er enten eller, siger Torben Vind Rasmussen, der er formand for Efterskoleforeningen.
/ritzau/