Region Nordjylland vil i løbet af november masseteste alle borgere over 2 år i syv nordjyske kommuner.
– På den måde kan myndighederne kortlægge muteret virus, så vi undgår, at den muterede virus smitter yderligere, skriver Region Nordjylland i en pressemeddelelse.
Den store, nordjyske massetest startede i Thisted og Frederikshavn Kommune i weekenden. Fra starten af næste uge – uge 47 – kommer massetest til Hjørring, Jammerbugt og Læsø Kommune. Og fra starten af uge 48 starter massetest af borgerne i Brønderslev og Vesthimmerland.
Testningen i de 7 kommuner vil stå på i minimum fem dage i hver kommune. I alle kommuner bliver der oprettet minimum fire teststeder fordelt ud over kommunen, og alle borgere over 2 år er selv ansvarlige for at bestille tid til test via coronaprøver.dk.
– Vi forøger løbende kapaciteten, og derfor kan alle borgere heller ikke forvente, at blive testet i løbet af første dag. Vi lægger løbende testtider ud på coronaprøver.dk, så borgere, der ikke er blevet testet, bør løbende holde øje her. Og respekter gerne, man ikke bare kan møde op uden at have booket tid, siger Jan Nybo, der er chef for regionens COVID-19 testindsats.
Plan på vej for immobile borgere
Region Nordjylland og de syv berørte kommuner er desuden ved at lægge sidste hånd på en plan for de borgere, der ikke har mulighed for at transportere sig til massetest. For alle borgere i de syv kommuner får mulighed for at lade sig teste.
– Vi ved godt, at en del eksempelvis gangbesværede og ældre immobile borgere gerne vil vide, hvordan de bliver testet. Til dem vil jeg gerne sige – vi glemmer jer ikke. Vi er godt i gang med en plan for, hvordan det kommer til at ske, i samarbejde med de berørte kommuner, siger Jan Nybo.
Planen kommer også til at gælde borgere i Frederikshavn og Thisted.
Foto: Line Bloch Klostergaard, Region Nordjylland