Mors Handel sender sikkerhedsambassadører på gaden

En af årets største handelsdage Black Friday, som traditionelt afholdes den sidste fredag i november, bliver i år afløst af Black Days for at minimere risikoen for at mange mennesker stimler sammen i butikkerne i kampen om de mange tilbud.

Også på Mors er den nye handelschef Lisbeth Thrysøe opmærksom på udfordringerne. Og selvom der ifølge hendes eget udsagn ikke er sat specielle initiativer i gang, ud over at de handlende for tiden er ekstra opmærksomme på at forhindre smitte med coronavirus, så kommer der alligevel til at ske noget i gadebilledet fredag den 27. november:

– Vi får to sikkerhedsambassadører gående i gaden fredag aften. Der bliver udleveret spritservietter og mundbind, til dem der har glemt eller lige vil have lidt ekstra tryghed. Og der er plads til en hyggesnak samtidig med at der lige bliver holdt øje med afstand, fortæller Lisbeth Thrysøe, der selv er én af sikkerhedsambassadørerne.

I sidste uge udsendte Erhvervsministeriet en række opfordringer til landets butikker. Opfordringerne består bl.a. i at udvide byttefristen og forlænge åbningstiden. Det er dog opfordringer som ikke direkte får betydning på Mors:

– Mange butikker har allerede lang byttefrist, hvor jeg har opfordret de sidste til at gøre det samme og selv annoncere med det på egne facebook-sider, lyder det fra handelschefen, der samtidig fortæller, at åbningstiderne ikke bliver forlænget:

– Vi har masser af plads, frisk luft og kommer man i start eller slut af dagen, er der færre i butikkerne. Vi opfordrer i år til at begynde julehandlen før tid, så trykket på den måde bliver fordelt over længere tid.

Hun slutter med en sidste opfordring til kunderne:

– Den kommende måned er utroligt vigtig for detailhandlen. Det handler simpelthen om liv og død for nogle butikker. Så opfordring herfra er igen igen at støtte lokalt, hvis man vil bevare sin by og gågade.

LÆS OGSÅ:

Udvidet byttefrist og forlænget åbningstid skal sikre handelsdage

 

Forfatter

Related posts

Top