Tusinder følger thyboers indretningsprojekter på Instagram

I en hvidmalet villa fra 1907 i Nors bor Julia Kleine med sin mand Thomas og deres tre børn. Parret købte huset tilbage i 2001 og har været i gang med at renovere lige siden – og tusindvis af Instagram-brugere følger med sidelinjen.

Via hendes profil på det sociale medie kan de mere end 17.200 følgere på nærmeste hold konstatere, at Julia Kleine er typen, der konstant sætter gang i ny projekter.

Da parret flyttede ind, var haven en frugtplantage, og første projekt var derfor at fælde en helt masse æbletræer. Siden er der kommet en overetage på huset og nyt køkken og bad, så nu er det nærmest kun husets ydermure, der står tilbage. Alt undtagen tag og el har parret lavet selv. Og hænderne er godt skruet på hos det handy par.

En forkærlighed for træ
Julia er oprindeligt uddannet sløjdlærer, mens Thomas er maskinsnedker.

Boligindretningen bærer derfor i høj grad præg af en forkærlighed for træ og andre naturlige materialer. Flere af hjemmets vægge er fx beklædt med trælister, køkken- og badeværelseselementerne er også i træ, mens et af Julias seneste projekter er en udskiftning af et gråt gulvtæppe på 1. sal med et nyt trægulv.

Julia har altid gang i en masse forskellige renoveringsprojekter, og hun og familien er derfor vant til at have ufærdige rum. Hun mener dog ikke, at det gør noget, fordi det er sjovt at følge et projekt fra start til slut – også med det rod, der følger med.

Julia får især mange komplimenter for de ting, som hun og manden selv laver. Det kan både være små og store DIY-projekter som fx garderobeskabe til børneværelset eller en køjeseng til ungerne, som manden selv har bygget.

– Det giver en helt særlig form for tilfredsstillelse at lave tingene selv, fordi man på den måde selv har haft det mellem hænderne. Det gør, at man tager mere ejerskab over hjemmet og virkelig føler, at det er personligt. Og så er det bare den bedste følelse, når man er færdig, fordi man virkelig har knoklet for det, forklarer Julia. Hun tilføjer:

– Det gør selvfølgelig også, at alt ikke er 100 procent perfekt og snorlige, så der er små finurligheder og kreative løsninger, som man ikke finder andre steder. Men det er bare med til at gøre boligen mere unik.

Boligindretning med rød tråd
I Julias indretning skal der være en rød tråd igennem hele huset. Materialer og møbler skal derfor gerne matche på tværs af rummene, og hun vil aldrig vælge at følge en trend, hvis den ikke passer ind i resten af stilen. Hvis hun endelig udplukker nogle elementer fra en trend, skal den som minimum tilpasses resten af hjemmet.

Inspirationen henter Julia primært fra profiler på Instagram, og her er det særligt en gennemført stil, som inspirerer hende. Stilen behøver ikke nødvendigvis at ligne hendes egen, men hun skal kunne se en personlighed og en rød tråd, som præger boligen.

Flere af hjemmets vægge er fx beklædt med trælister.

– Jeg kopierer aldrig et billede eller en stil, men forsøger at tilpasse elementerne i forhold til resten af boligen eller sammensætter dem med ting, som jeg har set tidligere.

Drømmen om nyt badeværelse og orangeri
I fremtiden har Julia flere forskellige drømme og planer i forhold til både hus og have, som hun gerne vil realisere i løbet af de kommende år:

– Jeg drømmer ikke om en specifik ting, men vil rigtig gerne have lavet et badeværelse mere. Det kunne være rart at have, når børnene bliver lidt større. Men det er ikke et helt billigt projekt… Derfor venter vi, til behovet og økonomien er der, siger hun og fortsætter:

– I den nærmeste fremtid har vi planer om at bygge et orangeri, som vi håber kan blive bygget til foråret. Vi vil gerne have et sted, hvor vi kan sætte os ud og nyde planterne og haven, selvom det er køligt eller regner, og her er et orangeri helt ideelt.

Forfatter
Top