Politiet sender advarsel til webshoppere

Hver uge modtager Midt- og Vestjyllands Politi ulovlige knive, der er købt på udenlandske websites og senere opdaget i tolden på pakkens vej ind i Danmark.

Ud over bøden kan det koste køberen de våbentilladelser og jagttegn, han/hun ellers har.

Julehandelen er i gang, og på grund af coronasituationen vil mange sikkert i år vælge at købe gaver online. Men det er vigtigt at tænke sig om en ekstra gang, inden man eksempelvis køber en billig udenlandsk kniv til den fiskeglade onkel. Mange af de knive, man kan købe på internettet, er nemlig ulovlige i Danmark, selvom de nemt kan bestilles hertil.

Det skriver Midt- og Vestjjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Derfor risikerer man at få konfiskeret sin kniv, inden den overhovedet ankommer. Og så vanker der også en bøde for overtrædelse af knivloven.

– Der er mange helt almindelige midt- og vestjyder, som ender i problemer, fordi de uforvarende er kommet til at købe en ulovlig kniv. De er måske bare faldet over et godt tilbud på en smart kniv på nettet, og de udenlandske websites er altså ligeglade med, om kniven er lovlig i det land, den skal sendes til, fortæller politikommissær Peder Christensen, der er leder af den afdeling hos Midt- og Vestjyllands Politi, som håndterer de ulovlige våben, som myndighederne opdager ved Danmarks grænser.

Ulovlige springknive og spejderarmbånd
Nogle knive bliver på de udenlandske hjemmesider beskrevet som ”folding” – altså foldeknive.

Men i virkeligheden viser de sig i de fleste tilfælde at være springknive, der er ulovlige at besidde i Danmark. Derfor ender mange borgere med at få en bøde på 3.000 kroner, fordi de har ladet sig lokke til at købe en billig ’foldekniv’ på nettet til en brøkdel af den normale pris i Danmark for en lignende lovlig og godkendt foldekniv.

Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

– Hvis et tilbud lyder for godt til at være sandt, så er det det nok også, siger politikommissær Peder Christensen.

På det seneste har Midt- og Vestjyllands Politi også konstateret, at mange forældre til spejdere har købt et specialdesignet spejderarmbånd til deres børn. Armbåndet har både kompas og tændstål. Men det indeholder også en lille skjult kniv, og det gør armbåndet ulovligt i Danmark.

Er man i tvivl om, hvorvidt man er kommet til at købe en ulovlig kniv, eller har man andre spørgsmål til reglerne, så opfordrer Midt- og Vestjyllands Politi til, at man ringer 114. ”Hellere ringe en gang for meget end en gang for lidt”, slutter politikommissær Peder Christensen.

Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

Forfatter

Related posts

Top