Studerende har i årevis klaget over for få timers undervisning på uddannelserne. Og ekspertudvalg har peget på vigtigheden af, at de studerende brugte mere tid på studierne.
Men ny forskning fra Københavns Universitet (KU) tyder på, at flere arbejdstimer på studiet ikke nødvendigvis øger kvaliteten. Det skriver Information.
Når timetallet på studiet ikke hænger sammen med kvaliteten af læringen, så skyldes det, at de studerende lærer bedst, når de bliver mentalt involverede. Det forklarer Lars Ulriksen, der er professor på Institut for Naturfagenes Didaktik. Han står bag forskningen.
Lars Ulriksen understreger, at det ikke betyder, at uddannelserne bare kan skære ned på antallet af timer.
Forskningsstudiet viser derimod, at kvaliteten hænger mere sammen med, hvor meget mental opmærksomhed den studerende skænker studiet end om timetal.
Derfor bør fokus være på, hvad tiden bliver brugt til på studiet i stedet for antal af timer, mener Lars Ulriksen.
/ritzau/