Klimaaftale vil gøre al kollektiv trafik i Danmark CO2-neutral

Region Nordjylland har indgået en helt ny klimasamarbejdsaftale med regeringen og Transportministeriet, som baner vej for endnu flere grønne busser og tog i Nordjylland i fremtiden.

Det betyder, at der vil rulle endnu flere CO2-neutrale eller klimavenlige regionalbusser ud på de nordjyske veje i de kommende år. Og også togpassagerer i Nordjylland kan på sigt se frem til at tage turen på skinner med grønnere samvittighed.

Den forpligtende klimasamarbejdsaftale indebærer, at alle busser og tog skal køre på grønne brændstoffer frem for diesel. For bussernes vedkommende sker det, når de regionale ruter sendes i udbud frem mod 2025, mens togene vil blive udskiftet på lidt længere sigt.

Den regionale bustrafik skal være CO2-neutral og køre på eksempelvis biogas, biodiesel, el eller brint, mens de traditionelle dieseltog skal erstattes af tog som kører på el eller brint på alle regional- og lokalbaner. Endelig skal regionens egne personbiler også være nulemission fra 2025. Aftalen skal være med til at sikre, at transportsektoren yder sit bidrag til de nationale klimamål.

– I Region Nordjylland er vi rigtig glade for at have indgået klimaaftalen med regeringen og Transportministeriet. Som landets første klimaregion er vi meget opmærksomme på, at Nordjylland bidrager til det nationale mål om en 70 pct. CO2-reduktion i år 2030. Vi ser os selv som nogle af dem, der går forrest, både når det gælder grøn omstilling af den kollektive trafik og klimavenlige initiativer i det hele taget, siger Ole Stavad, formand for Regionsrådets Udvalg for Regional Udvikling.

Nordjylland i front
Region Nordjylland er allerede godt i gang med at indfri ambitionerne i den nye klimasamarbejdsaftale. Passagerer på regionalruten Aalborg-Frederikshavn har helt siden 2014 kunnet køre med CO2-neutrale biogasbusser, som dengang var de første af sin slags i Danmark. Siden da er mange flere biogasbusser kommet til, og så sent som i foråret 2020 gik Region Nordjylland igen forrest med en ny grøn teknologi. Det skete da Danmarks første brintbusser blev indsat på regionalruten Aalborg-Hjørring som led i EU-projektet 3Emotion.

Initiativerne er udtryk for regionens årelange ambition om at gå forrest i den grønne omstilling af den kollektive trafik til glæde og gavn for både miljøet, passagererne og udviklingen i det nordjyske erhvervsliv, hvor flere virksomheder også på globalt plan er med i forreste række med grønne teknologier.

Senest har regionen igangsat et nyt udbud på hele 65 busser, hvor der er stillet krav om brug af et fossilfrit drivmiddel. Det vil reducere udledningen af CO2 fra de pågældende busser med ca. 90 pct., og samlet set vil CO2-udledningen fra den regionale busdrift i Nordjylland blive mere end halveret. De nye busser forventes i drift senest i januar 2022.

Derefter er det Region Nordjyllands plan, at man i de efterfølgende 4-5 år vil gennemføre en grøn omstilling af busserne på de resterende regionalruter i takt med, at disse kommer i udbud.

Foto: Line Bloch Klostergaard

Forfatter

Related posts

Top