Hospitalsansatte vil have stoppet ikke-akutte behandlinger

Den seneste tid er coronasmitten i samfundet steget, og det kan mærkes på landets hospitaler, hvor der er særdeles travlt.

Derfor bør alle ikke-akutte behandlinger stoppes, ligesom det var tilfældet i foråret. Det siger flere fagforbund, der organiserer blandt andet læger og sygeplejersker, til Politiken.

Helga Schultz, formand for Yngre Læger, siger til Ritzau, at problemet er de mange opgaver, som skal løses i sundhedsvæsenet.

– Lige nu fylder behandlingen af coronapatienter så meget i sundhedsvæsenet, at man må fjerne andre opgaver. Det kunne være noget af det planlagte arbejde, som man kan skubbe foran sig ligesom i foråret, siger hun.

Efter planen genindføres behandlingsgarantien 1. januar 2021. Den sikrer, at alle patienter kan blive undersøgt og udredt inden for 30 dage.

Dansk Sygeplejeråd, Yngre Læger og FOA siger til Politiken, at de gerne ser, at genindførslen bliver udskudt.

I et skriftligt svar til Politiken advarer Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner, om konsekvenserne ved at udsætte de ikke-akutte behandlinger. Det skyldes blandt andet, at det kan have en langvarig effekt, hvis for mange ikke-akutte behandlinger udskydes.

/ritzau/

Foto: Lasse Høj Nielsen, Region Nordjylland

Forfatter

Related posts

Top