Manglende hurtigtest-center på Mors vækker undren

Som tidligere omtalt åbner Falck i denne uge 25 nye testcentre, hvor danskerne kan få foretaget en lyntest for coronavirus.

Et af de steder, hvor der åbner en ny testfacilitet er i Thisted, og det giver anledning til undren hos flere. For hvorfor placere et testcenter i en by, hvor der i forvejen er mulighed for at blive testet inden for både samfunds- og sundhedssporet?

Flere, herunder Venstre’s Peter Therkildsen, som er medlem af både regionsrådet i Nordjylland og kommunalbestyrelsen på Mors, mener, at Nykøbing havde været en mere oplagt placering.

– Min opfattelse er, at det quick-testcenter kunne placeres i Nykøbing, hvorved der kom mere nærhed til andre end de, der i forvejen har nærhed, og at man i Nykøbing kunne dække et område ned i Region Midtjylland samtidig, siger han og supplerer:

– Jeg er vidende om, at man fra Mors er taget til Herning for at få hurtige tider mens man var i gang med massetest i Thisted kommune.

Men regionen har ikke haft indflydelse på placeringen af Falck’s testcentre:

– Disse er placeret af Falck ud fra et princip om, at der maksimalt måtte være én times transport til et testcenter, skriver regionens administration i et svar til Peter Therkildsen.

Dog er regionerne i gang med at indgå aftaler med flere leverandører, og i denne proces forventes det, at regionerne i højere grad vil have indflydelse på placeringen af teststederne.

LÆS OGSÅ:

Falck åbner nye testcentre for at sænke ventetid

Foto: Line Bloch Klostergaard

Forfatter

Related posts

Top