Som noget nyt udbyder kursuscentret.nu den grundlæggende lederuddannelse specifikt målrettet til fiskerierhvervet. Kurset er udviklet i tæt samarbejde med Fiskeriskolen i Thyborøn, og første kursus skydes i gang i EUC Nordvests lokaler i Fjerritslev, onsdag d. 27. januar 2021.
Den grundlæggende lederuddannelse for fiskerierhvervet er et AMU-kursus af samlet set 13 dages varighed. Kurset består af fem forskellige moduler, hvor kursisterne kommer til at lære om ledelse og samarbejde, kommunikation som ledelsesværktøj, konflikthåndtering, situationsbestemt ledelse og medarbejderinvolvering.
– Umiddelbart er der ikke voldsom stor tradition for lederkurser i fiskerierhvervet, men det burde der helt klart være. Som skipper har man jo mange forskellige ”kasketter” på. Ud over at være skipper, er man også HR-chef, økonomiansvarlig, direktør og maskinmester, og det kræver meget forskelligartede kompetencer. Hér vil man være rigtig godt hjulpet på vej med den grundlæggende lederuddannelse, fastslår konsulent Bent Bro fra Fiskeriskolen i Thyborøn.
En investering, der er godt givet ud
Ifølge Bent Bro burde det være muligt for de ansatte i fiskerierhvervet at trække de relativt få dage, som kurset varer, ud af kalenderen, og han er da heller ikke et øjeblik i tvivl om, at det vil være en investering, der er godt givet ud.
– Man får udviklet sine evner, så man bliver bedre klædt på til at løfte de mangeartede opgaver som arbejdsgiver inden for fiskerierhvervet. Herudover er der et andet aspekt, man bør tænke ind i ligningen: Nutidens elever stiller langt større krav, til deres fremtidige virke som fiskere og dermed også til deres kommende arbejdsplads, end man gjorde tidligere. For dem handler det ikke blot om at komme ud at fiske, det handler også om at finde en god arbejdsplads med et godt arbejdsmiljø, en god tone, et godt sammenhold og rum for videreudvikling. Så vil man fremstå som en attraktiv arbejdsplads og stå stærkt i forhold til at kunne rekruttere de dygtigste medarbejdere, så er jeg overbevist om, at det vil være en klar fordel, at man dedikerer nogle ressourcer til at udvikle ens ledelsesmæssige kompetencer, understreger Bent Bro.
Samme indhold – men særligt fokus gør en forskel
Uddannelseschef Mona Søe fra kursuscentret.nu fortæller, at det faglige indhold på den grundlæggende lederuddannelse generelt er det samme, uanset hvilken branche man kommer fra.
– Det er en meget praksisorienteret uddannelse, hvor man som leder bliver bevidst om de greb og værktøjer, man kan tage i brug fra den ledelsesmæssige værktøjskasse. Det kan sagtens være, at man gør mange ting rigtigt i forvejen, men her får man sat tingene i system og bliver introduceret til forskellige ledelsesmetoder, så man får mulighed for at handle velovervejet og ikke blot på mavefornemmelser, ligesom man kan blive inspireret til at gøre nogle ting anderledes, fortæller hun og fortsætter:
– Gennem hele forløbet drager vi deltagernes egne eksempler, udfordringer og dagligdag ind i undervisningen, så det bliver så virkelighedsnært som muligt. Og det er hér, at lederuddannelsen for fiskerierhvervet adskiller sig. For selvom det faglige indhold er det samme, så tror jeg helt sikkert, at kursisterne vil opleve, at uddannelsen bliver både mere aktuel og nærværende i forhold til de udfordringer, den enkelte står over for, når vi på den måde samler kursister fra samme branche i ét fælles forløb.
Den grundlæggende lederuddannelse for fiskerierhvervet har, som nævnt, opstart d. 27. januar, mens den grundlæggende lederuddannelse for øvrige erhverv har opstart d. 3. marts.
Foto: EUC Nordvest