Corona-pandemien har sat sine aftryk alle steder, og den har for mange budt på store og hidtil usete forandringer. Der har heldigvis også været plads til andet end pandemien i 2020 hos Morsø Erhvervsråd.
Den 1. august startede Tinna Malmborg som ny direktør for erhvervsrådet, og hun kan berette om nogle travle, men spændende, første måneder:
– Jeg har haft lejlighed til at besøge en række virksomheder på Mors. Det fortsætter jeg med i det omfang, restriktioner m.v. gør det muligt, for Corona-krisen har unægtelig sat sit præg på både det lokale erhvervsliv og på Morsø Erhvervsråd i 2020, fortæller hun.
Høj aktivitet
Det er blevet til 44 spirende og vidt forskellige iværksætteridéer, som er drøftet hen over bordet i 2020 hos Erhvervsrådet. Til sammenligning var der 46 iværksættere i 2019 – et år uden ord som Covid-19, albuehilsen og samfundssind. Fælles for dem alle er, at de turde at tage skridtet mod drømmen.
Corona spændte ben for en masse planlagte kurser og arrangementer i 2020. Ikke desto mindre blev den fysiske og digitale dør åbnet for 290 deltagere.
-Vi er langt med planlægning af kurser og arrangementer i 1. halvår af 2021. Disse afholdes alle med Covid-19 forholdsregler – sprit, afstand, mundbind eller erstattet af en digitalløsning, fortæller Mette Poulsen fra erhvervsrådet.
Antallet af medlemmer vokser
Medlemmerne bliver stadig flere og er nu vokset til det største antal medlemmer siden 1966, hvor erhvervsrådet blev etableret.
I 2016 havde Erhvervsrådet 124 medlemmer og er nu oppe på 313, hvilket er mere end fordobling. I 2020 bød de velkommen til 23 nye medlemmer.
I det nye år styrkes Erhvervsrådets indsats over for erhvervslivet med endnu en erhvervskonsulent. 1. januar starter den erfarne Flemming Moeslund Sørensen. Med Flemmings ansættelse består holdet hos Erhvervsrådet fremover af 4 ansatte.
– Det vil klart styrke Erhvervsrådets indsats over for det lokale erhvervsliv, og vi ser alle frem til at sætte mere fart på aktivitetsniveauet og synligheden i 2021, slutter erhvervsdirektør Tinna Malmborg.
LÆS OGSÅ:
Ny erhvervsdirektør skal være krumtap i erhvervsudviklingen på Mors
Foto: Morsø Erhvervsråd