2020 blev et mærkeligt år for mange.
Også for Thisted Musikteater, der sidste år oplevede en halvering i antallet af arrangementer. Og til de arrangementer der blev gennemført, var det med en halvering af siddepladserne fra godt 420 til 200.
Økonomisk blev indtægterne også mindre end budgetteret, men:
– En stram styring af udgifterne gør, at vi klarer os igennem 2020 med et lille underskud og da vi har en pæn kassebeholdning står vi corona året igennem, også økonomisk. De senere år har generelt været præget af en stabil økonomi i huset, fortæller formand Chris Poulsen.
Han kan samtidig glæde sig over, at Thisted Kommune har bevilget cirka to millioner kroner til renovering af sceneområdet de kommende to år:
– Det er vi naturligvis meget glade for og denne opgradering betyder, at der bliver bedre forhold for koncerter og forestillinger i huset. Vi er allerede i gang med planerne, lyder det fra Chris Poulsen.
Arkivfoto: Thisted Musikteater