Sundhedsministeriet barsler med vaccinepas

Inden længe vil danskere kunne få bevis for, at de er vaccineret mod covid-19

Sundheds- og ældreministeriet oplyser til DR, at man er ved at udvikle et vaccinepas, som skal være klar “primo 2021”.

Et vaccinepas er til personer, der er blevet vaccineret. Det kan være relevant at kunne bevise, for eksempel hvis man skal ud at rejse.

– Det er forventningen, at der kan være krav fra andre lande om forevisning af vaccinedokumentation ved indrejse. Her kan et dansk vaccinepas bruges, skriver Sundheds- og Ældreministeriet til DR Nyheder.

Branchedirektør for transport i Dansk Industri, Michael Svane, glæder sig over, at der et vaccinepas på vej. Det kan måske hjælpe den rejsebranche, der har lidt voldsomt under nedlukningen og de rejserestriktioner, der har været siden marts.

– Vi ser nogle lande, der stiller krav om, at man skal kunne dokumentere vaccine eller negativ test for at rejse ind. Og det vil et vaccinepas kunne, siger han.

Også Dansk Erhverv glæder sig. Her kalder administrerende direktør Brian Mikkelsen det kommende pas for “en virkelig god nyhed”. Der har længe været snak om, hvorvidt et vaccinepas kan indføres. Idéen er, at samfundet så kan åbnes for dem, der er vaccineret, og altså ikke længere forventes at kunne sprede covid-19.

Over for DR noterer eksempelvis musikbranchen via organisationen Dansk Live sig, at det kan gøre det muligt at afholde festivaler og koncerter, der så kan betinge sig vaccinepas.

Både Dansk Erhverv og Dansk Industri mener, at et vaccinepas skal ligestilles med en negativ test.

– Det må ikke være sådan, at vi laver er A- og et B-hold. Og derfor er det afgørende, at man også kan bruge en negativ test, så vaccinen bliver bygget på frivillighed. Det skal ikke være sådan, at man ikke kan komme ud at flyve, hvis ikke man er vaccineret, siger Michael Svane.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top