Lavere risiko for blodpropper ved COVID-19 end tidligere antaget

Har personer med COVID-19 øget risiko for at blive ramt af blodpropper, sådan som flere meldinger lød på i foråret? Nej, viser nyt, stort dansk forskningsprojekt.

Risikoen for at få en blodprop er omtrent den samme for personer, der er testet positive for COVID-19, som den er for personer med influenza og patienter, der trods mistanke om COVID-19, er testet negative. Samtidig er risikoen for alvorlig blødning, en mulig komplikation af den forebyggende blodfortyndende behandling mod blodpropper, i samme størrelsesorden som risikoen for blodpropper.

Sådan lyder konklusionen på et nyt forskningsstudie, ledet af forskere fra Aalborg Universitetshospital og med deltagelse fra seks af landets infektionsmedicinske afdelinger.

– Med udgangspunkt i registerdata har vi sammenlignet 30-dages risikoen for at få venøse blodpropper og blødninger blandt personer med COVID-19 i forhold til personer, som er blevet testet negative for COVID-19 samt en ekstern gruppe af influenzapatienter. Resultaterne antyder, at COVID-19 i sig selv ikke nødvendigvis er en betydende risikofaktor for blodpropper, fortæller ledende overlæge ved Infektionsmedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, Michael Dalager-Pedersen.

For hospitalsindlagte patienter er risikoen for en blodprop 1,5 % blandt COVID-19 patienter og 1,8 % blandt patienter, som er testet negative. For indlagte influenzapatienter er risikoen 1,5 %. Tallene er altså sammenlignelige, og der synes ikke at være en betydeligt forhøjet risiko blandt COVID-19-patienterne, konkluderer forskerne.

Blandt personer, med COVID-19, som ikke var indlagt, var risikoen for en blodprop 0,4 % og 0,3 % for personer, som var testet negative for sygdommen.

Forfatter

Related posts

Top