Fiktive regninger for bedemænd eller elektricitet fik i sommers lokket en stribe enker til at overføre penge til en eller flere fupmagere. Fredag er en 16-årig dreng blevet anholdt i sagen. Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Konkret er han sigtet for at have medvirket til at bedrage enker i hele landet – herunder i Thy– for knap 1,5 millioner kroner.
Ifølge politiet er der tale om 40 tilfælde af bedrageri, hvor kvinderne for eksempel fik at vide, at der ville blive lukket for elektriciteten, hvis ikke en regning blev betalt. Kvinderne, der lige var blevet enker, blev ringet op af en person, der præsenterede sig som enten bedemand eller repræsentant for skifteretten.
– Man er gået målrettet efter personer i en sårbar situation og har udnyttet dem groft, siger vicepolitiinspektør Peter Reisz, leder af afdelingen for økonomisk kriminalitet ved Københavns Politi, i pressemeddelelsen.
– Det er en sag, vi ser meget alvorligt på, og derfor har vi efterforsket den intensivt. Efterforskningen fortsætter, og vi kan ikke udelukke, at der bliver rejst flere sigtelser, siger han videre.
Kvinderne, som er blevet snydt, bor i forskellige dele af landet. Hver især har de mistet mellem 8000 kroner og 117.000 kroner, mener politiet.
Da betjente anholdt den 16-årige, blev hans bopæl ransaget. Her blev der ifølge politiet fundet flere effekter, som kan knyttes til sagen. Hvad der konkret er tale om, er dog ikke oplyst.
Den 16-årige dreng vil blive fremstillet i grundlovsforhør fredag. Her vil anklagemyndigheden vil gå efter at få drengen varetægtsfængslet.
/ritzau/
LÆS OGSÅ:
Foto: Kim Matthäi Leland