Alle regioner er i gang med at trække en bestemt type FFP3 masker fra deres hospitalsafdelinger tilbage efter indberetninger om fejl.
De bliver nu sat i karantæne, mens de undersøges.
Maskerne er indkøbt af Region Nordjylland og distribueret til alle fem regioner.
Vigtigt at personalet har tillid
Alle regioner er i gang med at tilbagetrække FFP3 masker Meixin MX50-14V fra EE Healthcare, der er distribueret til deres hospitalsafdelinger.
Det sker på baggrund af meldinger fra Region Midtjylland om, at maskerne kan gå op i sømmen, når man har haft dem på i et stykke tid. Det er Region Nordjylland, der i et fællesindkøb har indkøbt maskerne på vegne af alle regioner.
– Det er vigtigt, at sundhedspersonalet kan have tillid til de værnemidler, der skal beskytte både dem selv og patienterne mod COVID-19, når de udfører deres arbejde. Derfor trækker vi maskerne tilbage og sætter dem i karantæne på vores lager, mens sagen undersøges nærmere, siger Roeland Løfberg, koncerndirektør i Region Nordjylland.
Det bliver undersøgt, om det er et generelt problem, der rammer alle de leverede masker af denne model, eller det blot drejer sig om en enkeltstående levering.
Foto: Tonny Foghmar, Aahus Universitetshospital