Det seneste år har for mange budt på mere tid derhjemme – både med hjemmearbejde og mere fritid inden for de fire vægge. Tendensen kan man også se hos Den Blå Avis, hvor de mest populære søgeord bærer præg af, at 2020 har budt på coronaudbrud og perioder med nedlukninger og restriktioner.
Ord som kontorstol og skrivebord er sprunget frem på listen over søgeord, og det samme gør sig gældende for havemøbler.
Ifølge Danmarks Statistik arbejdede omkring 40 procent hjemme under hele eller dele af nedlukningen i foråret. Søgningerne bærer også præg af, at der er brugt mere tid derhjemme i fritiden, da flere har været på jagt efter en gamer pc, Nintendo Switch og Playstation 4.
Der har også være en stor stigning i søgningerne på campingvogne, hvilket kan hænge sammen med, at flere har holdt ferie i Danmark i 2020.
Grænserne var lukket dele af sommeren, og Udenrigsministeriet frarådede rejser til mange lande, hvilket gjorde, at flere danskere end normalt tog på camping.
Ifølge Danmarks Statistik var der sidste år 8,56 millioner overnatninger blandt danskere på landets campingpladser, hvilket er knap 900.000 flere end i 2019.
Selv om coronaudbruddet præger søgeordene hos Den Blå Avis, er der ikke de helt store ændringer, når man ser på de allermest populære ord.
I top fire er ordene sofa, iPhone, spisebord og cykel, hvilket også var tilfældet i 2019.
Eneste forskel er, at sofa og iPhone har byttet plads som henholdsvis nummer et og nummer to i forhold til året før.
/ritzau/
Arkivfoto: Christian Kjeldsen