Det har længe været Morsø Kommune som har været i fokus, når Statens Serum Institut om eftermiddagen har offentliggjort de seneste coronatal.
Men faktisk er smittetrykket i Thy nu højere end det er på Mors. Med 88 bekræftede smittetilfælde den seneste uge lander incidenstallet – antal smittede pr. 100.000 indbyggere- på 202,9. På Mors ligger det på 192,9 for 39 bekræftede smittetilfælde den seneste uge.
Der er i løbet af de seneste syv dage blevet foretaget 3794 test i Thy med en positivprocent på 2,32. På Mors er positivprocenten lige nu 2,40 for de i alt 1628 test der er blevet foretaget i perioden.
Siden pandemien fik fat i Danmark er 754 thyboer blevet konstateret smittet med coronavirus. På Mors er der tale om 427 alt i alt indtil videre.
Tallene dækker ikke over hurtigtest foretaget af private udbydere.