Boligejerne afdrager i langt højere grad end tidligere på deres boliglån.
I 2020 blev der samlet afdraget 40,9 milliarder kroner på realkreditlån, hvilket er en fordobling fra 2010. Det viser en opgørelse fra Finans Danmark.
Hos Totalkredit vurderer chefanalytiker Sune Malthe-Thagaard, at udviklingen er et udtryk for, at boligejerne tager gode valg for deres privatøkonomi.
– Danskerne har truffet nogle rigtige fornuftige valg og er gået fra hovedsageligt at have lån uden afdrag til at have lån med afdrag. Det mindsker den enkelte boligejers sårbarhed i tilfælde af en krise, som vi er i nu, og det er også godt for dansk økonomi som helhed, fordi boligejerne er trygge og ikke er bange for at bruge penge, siger Sune Malthe-Thagaard.
Andelen af boligejere, der afdrager på deres boliglån var i 2012-2013 på omkring 44 procent, mens det nu er på omkring 57 procent.
Udviklingen i afdrag skal også ses i lyset af, at den samlede gæld er steget med 25 procent fra 2010 til 2020.
Der er også flere andre forhold, der spiller ind. Lånereglerne er blevet strammet, så det er sværere at få lån med afdragsfrihed, og renterne er raslet ned det seneste årti. For ti år siden var renten på et fastforrentet lån på 5,0 procent, mens den nu er på 0,5 procent.
– Det er blevet væsentligt billigere at låne, og boligejerne bruger generelt set en del af den besparelse til at afdrage på deres boliglån. Der er simpelthen mere plads i den daglige økonomi til at betale af, siger Sune Malthe-Thagaard.
De seneste år har der været en klar tendens til, at flere boligejere vælger fastforrentede lån.
Ved udgangen af 2020 var 51,5 procent af alle realkreditlån med fast rente. Det tal er steget fra omkring 30 procent i 2012.
/ritzau/