Nye testmuligheder på Mors

Region Nordjylland øger nu testmulighederne rundt omkring i regionen. Det sker med oprettelsen af yderligere dage med testning i flere nordjyske byer og med større fokus på test af virksomheder.

Blandt andet kan man de kommende fire mandage blive testet i Frøslev på Mors, som et supplement til de eksisterende testdage. Der er allerede nu åbnet op for bestilling af tider, som er et krav for at kunne blive testet, på coronaprover.dk. Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.

– Vi skal bruge vores testkapacitet fuldt ud, og med anbefalingen om at alle der går på arbejde, lader sig teste mindst en gang ugentligt, så har vi sat yderligere fokus på at komme ud i hele regionen med flere faste testtilbud, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).

I første omgang kommer de nye faste testdage til at køre i fire uger frem. Derudover får enkelte teststeder udvidet åbningstiderne i en forsøgsordning.

– Vi opfordrer alle til at lade sig teste. Vi har kapacitet til det, og vi ved, at mange slet ikke udviser symptomer på corona. Så jeg vil gerne opfordre til, at man går ind på coronaprover.dk, for at finde en testtid et sted i nærheden, siger Ulla Astman.

Fokus på virksomhedstest
For at bruge testkapaciteten fuldt ud har regionen også iværksat yderligere mobile testtilbud til de nordjyske virksomheder.

Region Nordjylland tilbyder test af ansatte i større virksomheder med minimum 100 ansatte. Virksomheden skal desuden have mindst 20 kilometer til nærmeste teststed.

Som noget helt nyt opfordrer regionen nu også flere virksomheder til at gå sammen – hvis der f.eks. ligger flere virksomheder ved siden af hinanden, som samlet kan nå op på 100 ansatte, så er det også en mulighed at virksomhederne samlet efterspørger testmuligheder via regionen. Se mere på www.rn.dk/coronatest.

Foto: Line Bloch Klostergaard, Region Nordjylland

Forfatter
Tags ,

Related posts

Top