Professor: Myndigheders nøl med lyntest har kostet liv

Det har kostet liv, at myndighederne sent har fået udbredt lyntest i Danmark.

Det vurderer Christine Stabell Benn, der er professor i global sundhed ved Syddansk Universitet, over for Politiken.

– Havde myndighederne handlet hurtigt og udbredt lyntests i efteråret, kunne vi med al sandsynlighed have mindsket den store plejehjemsdødelighed og de indlæggelser, der belastede sundhedsvæsnet.  Nogle siger, at det ikke er muligt at holde smitten væk fra de ældre, men der er jo ikke gjort et bare halvhjertet forsøg, siger hun til avisen.

Else Smith, der er tidligere direktør i Sundhedsstyrelsen, påpeger, at ansatte på plejecentre uforvarende kan have taget smitte med ind til de ældre.

– Det har været et svagt led i den danske teststrategi, at man undlod at udbrede hurtigtest så længe, siger hun til Politiken.

Statens Serum Institut (SSI) udgiver hver tirsdag en rapport med data om blandt andet dødsfald blandt coronasmittede på plejehjem. De seneste tal viser, at 719 plejehjemsbeboere er døde med coronavirus i Danmark.

Alene inden for den seneste uge er 106 coronasmittede på plejehjem afgået ved døden.

Det blev først muligt at lynteste borgere på statens regning i midten af december, hvor regeringen og regionerne indgik en aftale med fire private udbydere om, at de skulle stå for op mod 100.000 lyntest per døgn.

Pcr-test, som bruges i det offentlige, skal bruge en mindre mængde virus for at kunne bekræfte smitte, og derfor har den været anbefalet til nære kontakter og folk med coronasymptomer.

SSI og Sundhedsstyrelsen slog i november fast, at der var stor usikkerhed ved brugen af lyntest, der kan give svar i løbet af et kvarters tid.

Det er muligt, at Sundhedsstyrelsen i sine indledende udmeldinger havde for stort fokus på ulemperne ved lyntest, medgiver Helene Probst, vicedirektør i styrelsen.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top