Covid-19 har sat sine spor i detailhandlen landet over.
I Thy skal et nyt projekt skabe et ”Thy i Balance”, hvor de virksomheder, der har haft et godt år, hjælper dem, der har det hårdt.
Da en række nordjyske kommuner, herunder Thisted Kommune, blev lukket ned den 7. november sidste år, etablerede Thy Turistforening og detailhandlen i Thy et konstruktivt samarbejde, hvor man lavede en akutindsats for medlemmerne i de to foreninger.
Der blev afholdt krise- og udviklingsmøder med turismen og detailhandlen som omdrejningspunkt. Der blev lavet en ti-punktplan, der skulle sikre turismens og detailhandlens overlevelse i forbindelse med den regionale nedlukning, ligesom der blev iværksat en betydelig kommunikations- og marketingindsats.
– Det lykkedes ikke mindst takket være en formidabel opbakning i hele lokalsamfundet, siger handelschef Michael Vendelbo, der er tovholder på indsatsen under brandet ”Vi Elsker Thy”.
Nu sætter man næste fase i gang i form af projektet ”Thy i Balance.
Thisted Kommune bevilgede i slutningen af november 600.000 kroner til deling imellem Thy Detailforum/Vi Elsker Thy og Thy Turistforening, og det er de penge, man nu bruger til at genstarte detailhandlen i Thy.
Michael Vendelbo påpeger, at der er tale om en akutindsats, hvor man planlægger aktiviteterne, mens man aktiverer indsatserne.
– Det gjorde vi med stor succes under forårets nedlukning, Derfor bliver der taget hurtige, men velovervejede beslutninger, som vi straks sætter i søen, når vi ved, hvordan pandemi og nedlukning udvikler sig. Det skifter hele tiden, slår han fast.
”Thy i Balance” kommer til at løbe fra nu og frem til og med den 26. marts.
– Covid-19 har sat sine spor i Danmark. Der er brancher, der har oplevet en enorm vækst og fremgang, mens andre har slidt gennem 2020 og tæret på kassekreditten. Med ”Thy i Balance” vil vi give muligheden for, at dem der har haft et godt år, kan bidrage til dem, der har været mere udfordret – så vi sammen kommer igennem denne krise, og skaber balance i Thy igen, fortæller Michael Vendelbo.
Samarbejde skal samle Thy
Ideen skal ses som en trekant, hvor hvert ben er kritisk vigtige for at sikre succes.
– Et eksempel kunne være en virksomhed, der har haft et godt år, og som bidrager med 20.000 kroner, som går til et gavekort på et festarrangement for fx 20 eller 40 personer på en restaurant, som er presset. Thyboen deltager i lodtrækningen om præmien i kraft af det lod, man får, når man handler lokalt. Virksomheden får markedsføring og opmærksomhed ud af en deltagelse, samtidigt med, at man tager ansvar og er med til at løfte Thy tilbage i balance. Og den pressede virksomhed får omsætning, fortæller Michael Vendelbo.
Virksomhederne kan bidrage til projektet med mellem 5.000-50.000 kroner per bidrag.
– Vi har trykprøvet ideen overfor de virksomheder, der har haft et godt 2020, og de synes det lyder som en super god idé – de forstår vigtigheden af et Thy i balance, for at kunne fungere på den lange bane, fortæller Michael Vendelbo.
Kendte thyboer bakker op
Thy Detailforum har allieret sig med fire kendte thyboere, der med videoer på de sociale medier, er med til at sprede budskabet.
– KATO, Casper Steinfath, Johnny Hansen og Jesper Grønkjær sagde straks ja, da vi henvendte os og det er vi utroligt glade for. Fire vidt forskellige profiler viser, hvor bredt projektet forankres, påpeger Michael Vendelbo.
Han fortæller, at man har en lang række aktiviteter i planlægningsfasen allerede i næste uge vil løfte sløret for flere nye tiltag.
”Thy i Balance” er et samarbejde mellem detailhandlen i Thy samlet i ”Vi Elsker Thy”, Thy Rock, Radio Limfjord og mange flere.