Lille vaskerobot til storstilet klima-projekt udvikles lokalt

En vaks lille robot, som skal trille rundt i svinestalden og sætte en stopper for udledning af klimaskadelig metan ved at fjerne alle rester af gødning fra gyllekummerne – det er visionen bag klimaprojektet GreenSlurry.

Projektet GreenSlurry er i gang med at ud udvikle en vaskerobot, som skal lette svinestaldenes klimaaftryk. Med en raffineret vaskearm, skal robotten fjerne alle rester af gødning fra gyllekanalerne mellem hvert hold svin, og på den måde give de metan-producerende bakterier dårligere vækstbetingelser.

Vaskerobotten er netop nu under udvikling hos Washpower, der indtil for et år siden holdt til i Bedsted, men som i dag har til huse i Glyngøre. Udviklingen sker i samarbejde med både universitetsforskerne og SEGES (Landbrug & Fødevarer,red.).

– Ved at fjerne alle gødningsrester fra gyllekummen mellem hvert hold grise, kommer man af med de bakterier, som holder metanproduktionen oppe fra hold til hold, forklarer projektleder Michael Jørgen Hansen, Aarhus Universitet, i en pressemeddelelse udsendt af Miljøstyrelsen.

– Metanproduktionen i gyllen stiger stødt i den periode, slagtesvinene går i stalden. Men hvis man får rengjort gyllekanalen fuldstændig hver gang før et nyt hold rykker ind, vil bakterierne skulle starte forfra ca. hver tredje måned. På den måde dykker udledningen af metan med jævne mellemrum, siger han.

Metan er en klimagas med 25 gange så stærk effekt som CO₂. GreenSlurry har fået en bevilling på 8,3 millioner kroner fra den særlige klimapulje, som GUDP havde til rådighed i 2020.

Høje klimakrav
Michael Jørgen Hansen forventer, at vaskerobotten vil komme til at koste omkring 100.000 kr. – penge som den enkelte landmand ikke umiddelbart kan tjene hjem igen.

– Men med vaskerobotten vil man være forberedt på den regulering, som kan komme i fremtiden – eventuelt i form af en afgift på udledning af metan, siger han.

– Og selv hvis vi ikke får en regulering, ser vi allerede i dag, at selskaber som Danish Crown og Arla stiller klimakrav til leverandørerne, og landmændene skal nok forberede sig på flere krav i fremtiden,” vurderer han.

Dermed bliver vaskerobotten ét muligt virkemiddel på vejen mod en klimaneutral produktion.

LÆS OGSÅ:

Flyttede produktionen og undgik nedlukning

Foto: Aarhus Universitet, Foulum

Forfatter

Related posts

Top