10.000 borgere skal undersøges i dansk vaccinestudie

I et omfattende vaccinestudie vil regeringen bruge 102 millioner kroner på at følge 10.000 borgere, der er blevet vaccineret mod covid-19. Studiet skal følge covid-vaccinernes effekt og bivirkninger.

Det oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) siger i meddelelsen, at studiet har en varighed af to år, efter at vaccinerne er udrullet i landet.

– Viden er vejen til at vinde over virus. Og nu hvor vaccinerne bliver rullet ud i samfundet, skal forskerne indsamle viden, så vi bliver endnu klogere på både effekter og bivirkninger, udtaler ministeren.

Viden om vaccinernes effekt
Studiet, der vil følge 10.000 borgere, er ifølge ministeriet unikt, da det i realtid sammenligner de forskellige vacciner, imens de er i brug.

– Dette vil give yderligere viden om vaccinernes effekt, herunder om der er vacciner, der virker bedre i nogle dele af befolkningen end andre, oplyses det i meddelelsen.

Det skal dermed medvirke til, at myndighederne kan overvåge vaccinernes sikkerhed fremadrettet, lyder det. Det kan også være med til at danne grundlag for eventuelle justeringer i den danske vaccinestrategi.

Studiet bliver udført i et samarbejde mellem forskere fra landets fem regioner og ledes af en komité med professorer.

I øjeblikket er 105.122 personer – eller 1,8 procent af befolkningen – færdigvaccinerede i Danmark.

/ritzau/

Foto: Lene Pedersen

Forfatter
Tags ,

Related posts

Top