Det er ikke kun skøjteglade nordvestjyder, der fra land holder øje med tykkelsen på isen i de lokale havne og marinaer. Det gør havnefogederne også.
For kombinationen af et lag is på mellem 10 og 12 centimeter og en vandstand på 1,2 meter under normalen kan nemlig ende med at hive fortøjningpælene op af fjordbunden. Det skriver TV Midtvest.
Når isen vokser sammen omkring pælene risikerer den simpelthen at rive pælene med op, hvis vandstanden igen pludselig stiger. Og så kan det ende med en større regning.
– Det koster mellem 1500 og 2000 kroner per pæl at banke dem i, udover at man jo så skal have pælene, siger Niels Peter Olesen, der er havnefoged i Skive Søsportshavn, til TV Mitvest.
I Morsø Sejlklub & Marina i Nykøbing holder havnechef Søren Olsen også godt øje med isen og vandstanden.
– Vores bekymring er nok ikke voldsomt stor, men vi skal da tænke over, at isen ikke løfter, så pælene bliver rykket op af grunden, når vandet kommer tilbage igen, siger havnechefen.
Ifølge DMI vil temperaturen i Midt- og Vestjylland fortsætte med at ligge under nulpunktet et godt stykke tid endnu.
Havnene skal derfor også forberede sig på, at isen bliver tykkere.