Region Nordjylland vælger nu at skrue ned for tempoet, hvormed man vaccinerer sundhedspersonalet på sygehusene.
Det sker efter flere sygemeldinger fra personale, der er blevet vaccineret med coronavaccine fra Astra Zeneca. Det skriver TV2 Nord.
Årsagen til det reducerede tempo skyldes konkret sygemeldinger, der har relation til bivirkninger fra corona-vaccinen.
– Cirka 20 procent af de, der vaccineres, oplever milde bivirkninger ved vaccinen. Det er der ikke noget usædvanligt i. En lille procentdel vil også opleve bivirkninger, der kræver et par dages sygemelding, forklarer lægefaglig direktør ved Regionshospital Nordjylland, Søren Hjortshøj.
Rent praktisk betyder det, at man fremover vil nøjes med at vaccinere en tredjedel af en sygehusafdeling af gangen i stedet for halvdelen. Dermed nedbringes antallet af samtidige sygemeldinger.
Foto: Lene Pedersen