Toft Hansen: – Vi ved, at vi skal vinde

Mors-Thy Håndbold har stadig en matematisk chance for at spille sig i slutspillet – og så længe dén mulighed er der, går man efter at gribe den.

Næste skridt på vejen kræver en sejr over Skanderborg Håndbold på udebane i aften.

I de to mandskabers første opgør endte dysten uafgjort. Siden da har Skanderborg Håndbold placeret sig lunt i forhold til slutspilsdeltagelse, mens Mors-Thy Håndbold altså stadig jagter point til samme formål.

– Vi ved, at vi skal vinde for at gøre os forhåbninger om slutspillet, men vi tror stadig på, at det kan lade sig gøre. Vi træner godt, og der er godt humør. Vi er ovenpå, og jeg tror på, at vi står skarpt til kampen, siger stregspiller Allan Toft Hansen til morsthy.dk.

Men det bliver ikke nogen nem opgave.

Efter jul har Skanderborg vundet over stærke hold som Aalborg Håndbold og Ribe-Esbjerg HH.

– Vi har spillet mange tætte kampe mod Skanderborg Håndbold, så der venter helt sikkert en god fight, lyder det fra Allan Toft Hansen.

Efter denne sæson skifter Allan Toft Hansen desuden til Skanderborg Håndbold.

LÆS OGSÅ:

Allan Toft Hansen stopper i Mors-Thy Håndbold

Arkivfoto: Mors-Thy Håndbold

Forfatter

Related posts

Top