Region Nordjylland gør klar til massevaccination

Region Nordjylland er godt i gang med at planlægge massevaccination af de nordjyske borgere. Det sker med udgangspunkt i, at regionen får flere og flere vacciner, og dermed kan vaccinere i langt større skala.

Til formålet har regionen indgået en række aftaler med idrætshaller og messecentre, som er velegnede til massevaccinationen i følgende 6 kommuner:
Thisted, Mariagerfjord, Aalborg, Vesthimmerland, Hjørring og Frederikshavn.

I Thisted Kommune vil Munkehallen i Thisted blive brugt som vaccine-center.

Fælles for vaccinationscentrene er, at der kan afvikles vaccination med en høj daglig kapacitet, og at der er gode adgangs- og parkeringsforhold.

Ud over disse kommer der også vaccinationssteder i Rebild, Morsø, Jammerbugt, Brønderslev og Læsø Kommune. Her vil åbningstiden være varierende efter behov.

– Jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes os sammen med kommunerne at fastholde nærheden for borgerne, også omkring vaccination. Vi har hidtil haft gode erfaringer med testmuligheder i alle 11 kommuner. Det betyder meget for borgerne, at det er tæt på dem, og så er det vigtigt, at der er gode adgangsforhold og god plads, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).

Vaccinerne tilbydes på vaccinationsstederne efter Sundhedsstyrelsens prioriteringer som hidtil.

– Det betyder, at borgerne fortsat skal vente på en indkaldelse i e-Boks eller modtager et brev, og at borgeren skal booke en tid, før borgeren kan møde op og blive vaccineret, oplyser regionen.

Foto: Line Bloch Klostergaard

Forfatter

Related posts

Top