Vaccine-kaos: Lang booking-kø og ingen ledige tider

Flere borgere i Region Nordjylland, som de seneste dage er blevet inviteret til at blive vaccineret mod Covid 19 melder om store problemer, når der skal bookes en tid.

Flere har oplevet, at der ingen ledige tider var, når en sådan blev forsøgt booket online. På den baggrund er regionens hotline blevet kimet ned, hvilket har resulteret i ventetider på op mod en time i telefonkøen.

Fremme forrest i køen er der eksempler på, at borgere fra Mors er blevet henvist til en ledig vaccinationstid i Frederikshavn.

– Det er problematisk at vores region oplyser, at der er gang i oprettelsen af vaccinationssteder, og at det er
vigtigt at man bestiller tid så snart at man modtager besked i sin E-boks, og man derefter ikke kan booke en tid, lyder det fra Henning Sørensen (V), formand for socialudvalget på Mors.

Han har i løbet af weekenden fået flere henvendelser fra frustrerede morsingboer, som ønskede lokalpolitikerens hjælp:

– Hver gang har jeg givet dem svaret at det udelukkende var en regionsopgave, og at vi intet har med det at gøre i kommunen.

Henning Sørensen håber, at der snart kommer styr på situationen.

– Der er noget der tyder på at ledelsen ikke får beslutningerne ud til de medarbejdere som skal udføre opgaven. Jeg har ondt af den medarbejder, som regionen har bedt betjene hotline, og ikke haft værktøjet til at give nogle gode råd, siger Henning Sørensen, der fortsætter:

– Det skulle gerne være sådan, at vores borgere har tiltro til systemet og får en god oplevelse af den digitale verden som mange -især den ældre del- er meget skeptisk over for.

LÆS OGSÅ:

Region Nordjylland gør klar til massevaccination

Foto: Line Bloch Klostergaard

Forfatter

Related posts

Top