Nordjydernes mobilvaner er i balance

I Nordjylland har vi bedre styr på mobilvanerne end i resten af landet.

Nordjyderne tjekker deres telefoner langt mindre i arbejdstiden og bruger ikke nær så meget tid på ikke-arbejdsrelaterede ting som lønmodtagerne i de øvrige regioner. Det viser en ny undersøgelse foretaget af YouGov på vegne af Krifa

Kun 19 procent af nordjyderne svarer, at de tjekker deres telefon ofte eller mange gange i timen. Til sammenligning er det tal 29 procent i region Hovedstaden.

– De konstante afbrydelser på jobbet i form af blandt andet telefoner kan udfordre balancen. Der bliver pludseligt kortere tid til at nå opgaverne. Og det kan risikere at påvirke arbejdslysten negativt, siger Rasmus Højbæk, der er erhvervspsykolog i Krifa.

– Det er altid en god idé at forholde sig til, hvad der forstyrrer, når man arbejder. Når man er bevidst om det, kan man nemmere tage et aktivt valg om, hvornår telefonen må forstyrre og dermed minimere det, fortsætter han.

Adskillelse af fritid og arbejde
Telefonen kan forstyrre, når vi er på arbejde – men omvendt kan telefonen også forstyrre, når vi har fri. Der kan tikke mails ind, der er nemme at svare på fra mobilen, eller måske ringer en kunde midt i aftensmaden med familien.

– Vi er konstant til rådighed. Når vi er på arbejde, er vi til rådighed for familien, og når vi har fri, er vi til rådighed for vores arbejde. Det kan hurtigt blive en glidebane med stor risiko for, at hovedet ikke får ro eller mulighed for at koble fra. Det kan i værste tilfælde udvikle sig til stress på sigt, siger erhvervspsykologen.

I undersøgelsen svarer hver fjerde nordjyske lønmodtager, at han eller hun ofte er tilgængelig efter endt arbejdstid – noget mange af dem også bliver betalt for.

37 procent af disse nordjyder fortæller nemlig, at det primært er på grund af lønnen, at de er tilgængelige. Det er markant højere end de øvrige landsdele, hvor det fx i region Midtjylland blot er 23 procent.

Erhvervspsykolog Rasmus Højbæk understreger, at det er vigtigt at være opmærksom på, hvornår man arbejder, og hvornår man holder fri.

Forfatter

Related posts

Top