Jan Nybo, overlæge og chef for COVID-19-vaccinationsindsatsen i Region Nordjylland, beklager, at borgere, som har modtaget en invitation om at blive vaccineret, har oplevet problemer med at bestille tid.
Mandag fortalte vi om hvordan flere havde oplevet, at der ingen ledige tider var når der blev forsøgt booket en tid online. På den baggrund er regionens hotline blevet kimet ned, hvilket har resulteret i ventetider på op mod en time i telefonkøen.
Fremme forrest i køen er der eksempler på, at borgere fra Mors er blevet henvist til en ledig vaccinationstid i Frederikshavn.
– Vi ved, at mange desværre oplever frustrationer ved tidsbestilling til vacciner.dk. Det skyldes, at vi er nødsaget til løbende at lægge vaccinetider ind i bookingsystemet. Man kan derfor opleve, at der ikke er nogle tider, når man logger ind. Vores budskab er derfor, at man må prøve igen dagen efter, lyder det fra Jan Nybo, der samtidig fortæller, at der løbende bliver lagt nye tider op.
Lytter til tilbagemeldinger fra borgerne
Han tilføjer, at regionen hele tiden forsøger at forbedre sig, og kigger også nærmere på de tilbagemeldinger der kommer fra borgerne. Det har bl.a. medført, at booking af en vaccinetid nu er blevet gjort nemmere:
-For nu tilbydes første ledige tid automatisk, så man ikke skal lede efter tid til første stik, fortæller Jan Nybo.
– Vi ville ønske, at vi kunne lægge alle tider op nu, men vi bliver nødt til at lægge op i takt med, at vi præcis ved hvornår vi modtager et givent antal vaccinedoser, ligesom der skal sikres personale, transport, at de rigtige indkaldelseslister er taget i brug og der skal tages mange andre logistiske hensyn i øvrigt, forklarer Jan Nybo videre.
Derfor vil mange opleve, at de skal ind på vacciner.dk løbende, førend der er en tid i nærheden af ens bopæl.
– Vores medarbejdere i hotlinen forsøger at imødekomme borgernes ønsker ift. vaccination. De kan ikke vide, hvornår der præcist bliver lagt tider op. De borgere der måtte være blevet sendt til Frederikshavn er forhåbentligt sendt afsted ud fra eget ønske, fordi man ikke har ønsket at vente til der kommer tider mere lokalt. Vi opmander i øvrigt hotlinen løbende og moniterer hele tiden behovet for bemanding, slutter Jan Nybo.
LÆS OGSÅ:
Foto: Line Bloch Klostergaard